Eurytmi er
en bevægelseskunst som integrerer bevægelse, musik og sprog. Med eurytmien kan du arbejde indenfor en række områder; pædagogik, scenekunst, terapi (helseeurytmi), specialpædagogik og i forbindelse med team-, virksomheds- og organisations-udvikling og visionsarbejde.
Eurytmi er en relativt ung kunst, der udvikledes omkring Rudolf Steiner i begyndelsen af det 20. årh. og som siden har udviklet sig videre i forskellige retninger. Idag er eurytmi aktivt integreret indenfor mange forskellige områder af erhvervsliv og erhvervs-udvikling, og bredt anvendt indenfor kunstneriske, pædagogiske og terapeutiske områder.
Hvad menes med U?
U er symbol for en vej i dybden. At søge ned imod det autentiske, imod selvindsigt, imod de dybere værdier, en modstrøm til tidens hurtighed og overflade – og eurytmiuddannelsens grundstrøm.
Inspirerende er her Teori-U.
Teori-U er en tænkning og en metode, der tager udgangspunkt i C. Otto Scharmers bog ‘Theory U: Leading from the Future as it Emerges’ (2008), (på dansk: ‘Teori-U – Lederskab der åbner fremtiden’, Forlaget Ankerhus). Der er desuden en del artikel- og bogudgivelser udgående fra arbejde med Teori-U på dansk.
Teori-U viser frem imod nye måder at lære, forandre, udvikle og udøve ledelse på. Hvordan kan vi ærligt, oprigtigt åbne os for fremtiden? – lære fra den, lade den spire frem i vores nu&her? Det er en tilgang til udvikling, som kan benyttes i mange sammenhænge i både personligt udviklingsarbejde, organisations-udvikling, visionsarbejde og innovationsprocesser.
Til vores tids grundlæggende problematikker og udfordringer behøves løsninger, der helt og holdent orienterer sig imod en bæredygtig fremtid.
Der kan ikke skabes nye, fornyende innovative veje og løsninger hverken på et personligt plan eller på organisations- og samfundsproblemer ved blot at gentage fortidens mønstre. Der skal fordybelse og åben aktivitet til for at vi individuelt og kollektivt kan bevæge os ned i og dvæle i autentiske dyb – det Scharmer kalder ”presencing”.
Fordybelse med U’et som urbillede – vejen ned mod åbne dybder, op mod nye perspektiver af fremtiden – er en grundlæggende arbejdsform i eurytmiuddannelsen. Det er proces-læring, først på et personligt plan, og derfra på et gruppedynamisk, kunstnerisk plan. Vejen gennem U’et er det åbne sinds, det åbne hjertes, den åbne viljes vej mod et stadig mere virkeliggjort indre potentiale, balancerende mellem bevidstgørelse af gamle tanke- og handlingsmønstre og aktiv udformning af nye.